Gennem Vänerns skærgård med havkajak

Genom Vänerns skärgårdar med havskajak

Vänern er Vesteuropas største og Europas tredjestørste sø. Kun to russiske søer er større. Vänerns vandmængde udgør en tredjedel af alt ferskvand i Sverige. Her ligger Europas største ferskvands-øgruppe med tusindvis af øer og holme. Den nordlige Vänerskärgården, for størstedelens vedkommende et naturreservat, strækker sig fra Kristinehamn ved Vänerns mest nordøstlige hjørne til Slottbron i dets mest nordvestlige hjørne. Vänern kan siges at bestå af to nogenlunde lige store dele, søen Dalbosjön i syd og søen Värmlandsjön i nord. I mellem ligger de to grænsende halvøer Värmlandsnäs og Kålland og mellem disse Lurö-øgruppen. Midt i Värmlandsjön ligger Djurö-øgruppen isoleret fra det omkringliggende fastland og skærgårde. Djurö-øgruppen er en nationalpark i sin helhed og er helt ubeboet. Det storslåede fyrtårn på hovedøen er automatiseret. Uden for Mariestad er der også en stor skærgård. Søens største dybde er 106 meter. Den samlede strandlængde er cirka 200 miles.

Over det åbne indre hav til Djurö skærgården

Vänerns store vandoverflade er spejlagtig foran os, når vi tager kompasretningen fra Stånguddens fyrtårn på Lurö til den sydligste ø Gisslan i Djurö-øgruppen, nationalparken isoleret midt i Vänern-søen. Vi kan svagt ane de lave øer i det fjerne som en streg i horisonten. Der er elleve kilometer over helt åbent vand. Det er midsommersaften i begyndelsen af ​​august. Aftensolen er bag os. Det er varmt nok, og vi er helt alene bortset fra et fragtskib, der er på vej sydpå i det fjerne, mod Trollhätte kanal og Göta flod og så det store hav.

Efter cirka to timer ankommer vi. Hele naturen synes at ånde en næsten magisk uvirkelig ro. Duften af ​​fyrreskov fra øerne er allerede stærk på afstand. Det varme slæbende aftenlys skaber en oplyst skyggeverden omkring os. Et par motorbåde ligger for anker på afdriften i Årans naturhavn. Vi kan skabe en vis opsigt; man forventer nok ikke besøg af kanosejlere på et så sårbart sted som Djurö. Vi har tid til at slå vores kuppeltelt op på et varmt klippefremspring ved naturhavnen Malbergshamn, det eneste sted, hvor det er tilladt at campere i nationalparken, inden mørket falder på.

Spejlblankt indre hav

Den følgende morgen fortsætter vi med en næsten lige så lang krydsning over åbent vand til skærgården ved Brommös nordvestlige del, en del af Mariestads skærgård. Lige før vi passerer Djurö fyr kommer to dådyr, hvoraf den ene er en han med prægtige gevirer, ned til stranden ved siden af ​​os for at drikke. Vi hviler på pagajen og nyder udsigten. Vi smutter stille og roligt tæt på, indtil vi bliver opdaget, og de løber væk.

Vi startede vores tur med en langdistancekajak rundt om Värmlandsjön, den nordlige halvdel af søen Vänern, for knap en uge siden i Kristinehamn. Med bilen og kajakkerne på taget fulgte vi vejskiltet Skärgården i et fire-vejs kryds ud til Vålöfjärden. Det viste sig, at man herfra kan se skærgården. For virkelig at komme dertil har du brug for en kajak eller anden flydeanordning.

Vi oplever allerede den første dag, at Vänern er et indhav med alt, hvad det kan betyde i form af bølger og vind. Vi skal kæmpe mod høje bølger fra siden det meste af dagen. Den nordlige Vänerskärgården er sparsom, men udbredt, det meste er et naturreservat, og når langt forbi Karlstad helt til Slotsbroen i vest.

Udenfor Söököjans fyrtårn ved indsejlingen til Karlstad ser vi ud over et spejlagtigt indre hav. Himmel og hav flyder sammen. Ingen horisont kunne skelnes, og det føles som at sidde inde i en uendelig klode.

Stærk modstrøm

Vi padler ind i Klarälvens store delta fra øst. Karlstad er bygget midt i deltaet, landets største uden for bjergkæden, med masser af flodgrene at fare vild igennem, hvis man ikke følger kortet nøje. Det er højt vand i floden og modstrømmen bliver stærkere. Ved den gamle stenbro nær centrum af Karlstad samles folk på stranden for at se os kæmpe forgæves i et stykke tid, indtil vi finder et mere stille område tæt på land under en af ​​brobuerne. Vi drejer til havn, hvor floden deler sig ved det tidligere kendte Sandgrund danseslot, der nu huser kunstneren Lars Lerin og hans kunst, og får i stedet et ordentligt skub med strømmen ud mod Skoghall og Kattfjärden. Vi haster bogstaveligt talt gennem centrum af Karlstad med det store byhotel til venstre.

Onsö, en berømt ø i Mariestads skærgård, har en navnebror i skærgården vest for Karlstad. Her er der flere sandstrande, hvor det er nemt at finde en campingplads.

Fantastisk måneskin

Den store halvø Värmlandsnäs, i daglig tale kaldet Näset, der sammen med Kålland og skærgården ind imellem deler Vänern i to nogenlunde lige store dele, Värmlandsjön og Dalbosjön, er lang både på kortet og i virkeligheden. Her padler vi en hel dag med høje dønninger fra siden og tilbagevendende regnbyger. Den klippefyldte og ugæstfri kyst er nogle steder afbrudt af sandstrande, som ligger øde hen i regnvejret. Vige og udskæringer for at søge ly bagved er meget let beregnede. På mange klippefremspring ud mod søen findes gamle, halvt bevoksede stenvarder, sømærker, som minder om den livlige sejlads i Vänern i tidligere tider. Et sortmalet tungt lastet handelsskib styrer i det fjerne mod nord mod noget Vänerhamn.

Da vi nærmer os den sydlige spids af Näset, har vinden og bølgerne lagt sig. Et fantastisk måneskin og bleghed på vandet varsler det kommende højtryk, mens vi hviler på en klippeflade efter dagens anstrengelser. Lurö-øgruppen ser ud til at svæve frit i luften i måneskin foran os, og vi kan faktisk skimte Kinnekulles koniske top, den højeste omkring Vänern, i det fjerne på den anden side af vandet.

Museum ved Lurö

Lurö-øgruppen kan prale af sit eget museum, den gamle fiskerhytte på øen Vithall og et hostel med restaurant. Sidstnævnte kan findes på hovedøen Lurö. En kold øl med tilhørende veltilberedt hovedret smager bedst efter et par dages intensiv padling. Men ikke alle behøver at padle her. Du kan komme hertil med passagerbåd fra både Ekenäs på Näset og Kållandsö. Der er også vandrestier og mange rester af et tidligere kulturlandskab at opleve.

Vi hviler på de solvarme klipper ved siden af ​​Stånguddens fyr på Lurö. Fyret har det karakteristiske udseende som mange Vänerfyrtårne, en fyrvogterbolig med et fyrtårn på taget. Og det er her historien ovenfor begynder. Nu hvor vi har været heldige med vejret og nået over de store åbne vandflader og nået Mariestads skærgård, et paradis for kajak, kan vi slappe af. At være strandet udenfor på Djurö i dårligt vejr er ikke behageligt. Vi svømmer fra både klipper og sandstrande i det behagelige sommervejr. Vi er ikke alene, men der er heller ikke overfyldt.

Vi trækker kajakkerne gennem den lavvandede passage mellem Hovden og Brommö og taler med glade besøgende, der gerne vil vide mere om vores padling. Her er vandet bemærkelsesværdigt varmt, fordi det er så læ. Vi olier kråsen ved Hamnkrogen i Laxhall ved siden af ​​færgestoppet for Brommö-færgen og finder vej gennem den sivklædte og smalle Dillönoran, der adskiller Dillö fra Torsö og kommer ud i Mariestadsjön. Og foran os ligger, med tinder og kirketårne ​​og havnekvarterer, vores mål – den gode by Mariestad.

Olle Persson