Fra Svinesund på den norske grænse til Torne å på den finske grænse

Jeg forlader det rolige, sikre vand i Falsterbokanalen og kommer ud i den sydlige Østersø. Folkene i en modkørende speedbåd råber noget uhørligt. Umiddelbart uden for molerne bliver jeg mødt af høje, til tider betagende dønninger. En tidligere storm betyder, at den gamle sø står tilbage.

Jeg suser over bølgetoppene for at holde balancen, sætter pagajen ind til støtte, mens jeg kanaliserer ind i næste bølgedal og forsøger samtidig at få overblik forud for at undgå at blive fanget i de lange svære at opdage fiskenet. der er så almindelige langs kysten her eller kæntrer på enhver lusket sandblæser Det er begyndt at regne og mørket falder på, da jeg efter et par timer når ud til udkanten af ​​Trelleborg, lander gennemvædet i en vig, gemmer kajakken i et sivkrat, leder efter et herberg og får det sidste tomme bed. Teltet er hos min padleven. Vi blev adskilt gennem en misforståelse allerede i kanalen, så jeg tror, ​​at han også er på landjorden.

En episode om sommeren

Mig og min padlekammerat Jan Lönn er på en lang tur langs Sveriges lange kyst. Hver sommer padler vi en sektion. Starten foregik under Svinesundbroen ved den norske grænse i stille og solrigt vejr. En perfekt start på en lang kystpadle, der ville tage lidt over ti år eller mere præcist 110 dage og strække sig over 289 miles; en rejse i både tid og rum. Vi undgår den travleste del af sommeren. Ligeledes undgår vi fairways i de mest populære skærgårde.

De store havne med færgetrafik udgør en direkte trussel mod padlere. Skibe og vigende bølger fra moler og brolægning er nogle gange svære at håndtere. Men ellers er vi iøjnefaldende alene og uforstyrrede langs den lange kyst. Vi har mad og telte med og mangler egentlig kun at besøge "civilisationen" for at fylde drikkevand eller besøge en hyggelig havnerestaurant, ofte med havets lækkerier på menuen.

Affolkning håndgribelig

Bohuslän og Halland, med helt forskellige kystpræg, er lette afsnit. Nu, i ikke-højsæsonen, er affolkningen mærkbar. Vi får ikke trængsel og vejr og vind er sjældent andet end hyggelige bekendtskaber. Vi undgår de værste turistfælder og er derfor sikret gode kontanter til enhver tid. Bare strejfet af Gøteborg bliver lidt dramatisk. Vinden tager pludselig til og skifter fra frisk til næsten kuling, inden vi kommer sikkert indenfor i Älvsborgs fæstning.

I Gøteborgs sydlige skærgård lærer vi sælerne at kende. De er nysgerrige, kommer nogle gange meget tæt på og føler sig som vores venner. Klipperne langs strandene bliver til bløde, grønne enge, når vi kommer ned til Halland. Det er nemt at finde et sted at overnatte med udsigt over søen. Vi passerer de travle havne i Helsingborg og Malmø med et nødkald. Øresundsbroens moler sladrer om vandet, der strømmer mod nord, til det lavvandede og brakte Kattegat.

Som en lang strand

Skånes østkyst er én lang badestrand. I skumringen og frisk fralandsbrise er jeg tæt på at kæntre i det kolde vand ved den seks kilometer lange overfart til Hanö i Blekinge. Vi får skældud af folkene i den lille havn. Jan og jeg beslutter os for at padle hver for sig derfra, fordi vi har helt forskellige tilbøjeligheder til at tage risici. I stedet bliver Stig Johansson min padlekammerat fra Karlskrona og frem.

På grænsen til Småland runder vi et næs og padler næsten lige ud til en havørn, som er lige så overrasket som os. Kalmarsunds øde strande viser sig at være meget velegnede steder til nudistlejre, og det lykkes os at fare vild flere gange, når vi forsøger at gå i land der uden at være klar over det.

En solrig majdag passerer vi atomkraftværket i Oskarshamn. Bevogtning virker. En bil med vagter følger efter os fra stranden, da vi skynder os forbi i kold modvind, og jeg fik faktisk en omgang søsyge. Vi bliver lidt skuffede, da de indser, at vi er helt ufarlige, og bilen trækker afsted med en flyvende start.

Kuplerne i St. Anna

Sankta Anna, sikke et fantastisk navn, har en helt egen karakter, en bølge af skær og mindre øer. Navigation bliver nogle gange et problem. Skærets lave højder kaldes her Kupor, hvilket passer godt til områdets skala. Vi har haft tid til at erfare, at i havzonen er det det selvbærende kuppeltelt, der gælder. Camping på de flade terrænplader lige ud til vandet bliver så ikke noget problem. Morgendukkerten foregår så mere eller mindre frivilligt direkte uden for teltet.

Stockholms store skærgård, der byder på alt fra grønne, venlige øer til gnavene klipper og skær, udviser samme fænomen som på vestkysten. Uden for overfyldte vandveje og overfyldte naturhavne hersker fred og ro. Vi er for det meste alene. Her roser vi Øhavsfonden, som har sørget for, at store arealer forbliver uudnyttede og dermed åbne for aktivt friluftsliv.

Når vi passerer den nordlige mole i Öregrund, begynder Norrland praktisk talt. Al bådtrafik ophører som ved et trylleslag. Strandene bliver øde, husene få og frem for alt bliver kysten meget stenet og svært tilgængelig. Til gengæld bliver de mennesker, vi møder, pænere og mere snakkesalige, jo længere nordpå vi kommer.

Norrlandskysten er meget lang. De sædvanligvis sydvestlige vinde, altså en medvind for os, ser ud til at have besluttet her midlertidigt altid at komme nordfra i stedet for, når vi lægger ud fra land. Modvinden suger nemt mosten ud af den mest entusiastiske søpadler. Øer at søge ly bagved forekommer ekstremt sparsomt. Men mærkeligt nok holder vi stadig vores sædvanlige tempo, tre til fire miles om dagen.

Havkajak kan virke monotont. Det kan til en vis grad sammenlignes med bjergvandring. Du oplever store vidder, en klar horisont og frisk vind. Padleren tilbydes gode muligheder for meditative aktiviteter. Men padleren er nok mere prisgivet elementernes nåde end bjergvandreren. Dagene går dog alt for hurtigt, når først skuldre og mavemuskler vænner sig til det, og siddemusklerne får det rigtige stræk.

Västerbottens kyst er den kedeligste

Den høje kyst, et af vores verdensarvsteder, retfærdiggør navnet. Vi blæser mere eller mindre ind i det lille isolerede Berghamn omgivet af høje bjerge og med en heksekedel af bølger og strømme ved indgangen. Til gengæld deltager vi i landsbyens årsfest med dans, mad, drikke og godt selskab. Længere nordpå passerer vi Dynglasset-skæret, i umiddelbar nærhed af hvilket vi besøger en overrasket arbejdskollega i hans sommerhus. Han ordner hurtigt ansigtstrækkene og forsyner os med kødelig komfur. Västerbottens kyst lidt længere mod nord viser sig at have landets kedeligste kyst, store kampesten og stor skov kilometer efter kilometer. Det positive er den hyggelige restaurant i Ratan, og at vi pludselig får medvind.

Pludselig finske navne

Norrbottens skærgård bliver derimod en sand perle for enden af ​​vores kystodyssé. Øerne består af sand og derfor plejer vi at campere blandt sparsomt strandgræs med tilhørende stor badestrand, hvor vi bor alene.

Øst for Kalix får alt på kortet pludselig finske navne. Vi nærmer os den tosprogede Tornedalen. En tornado med tordenvejr og hagl, på fastlandet brænder et gammelt toldhus op og nogle tage blæser af, passerer, da vi besøger den ejendommelige nationalpark Haparanda Sandskär langt ude i den Botniske Bugt.

Til sidst padler vi, mod vinden, op til og dunker næverne i nationalflod nr. 59 ved Torneflodens udmunding, Sveriges østligste punkt på fastlandet. Og vi står over for problemet med at finde en ny udfordring, når vi indser, at den lange rejse faktisk er slut.