Vi kan kalde ham Olle. Omkring de 60. Han har aldrig siddet i en kajak. Vi står i en rundkreds på græsplænen med vores pagajer, og jeg vil prøve at forklare, hvordan det er gjort. Alle de andre har i det mindste prøvet at padle engang før. Da Olle indser, at han er alene om aldrig at padle, ser han lidt skamfuld ud.

Jeg prøver at berolige ham ved at sige: "Det er derfor, du er her."

Dette er en begynderkursus i kajak , beregnet til folk som Olle. Vi skal prøve det lidt omhyggeligt, mærke hvordan det føles at sidde i kajakken, glide frem i roligt tempo.

Jeg taler om at vælte. Det gør jeg altid med begyndere, for jeg ved, at det er den store frygt, når man begynder at padle. Det er naturligt. Jeg forklarer, at hvis folk falder om, er det som regel, når man stiger ind eller ud af kajakken. At når man først sætter sig ned, er de fleste mennesker ganske sikre.

Jeg vil også helt ærligt sige, at jeg efter alle disse år stadig lagde min hånd på kajen, når jeg sad i en kajak, jeg aldrig har prøvet før, og lænede mig blidt op mod kajen for at se, hvor meget jeg kan læne mig uden at vælte. . For at få en fornemmelse af, hvor grænsen går. Og at når mine elever gør det samme, mærker de hurtigt, at de kan læne sig ret meget.

Det er en god aften. Ingen sol, selvfølgelig, men heller ingen bådtrafik og søen er spejlagtig. Vi glider langs stranden, grøntsager hænger ud over vandet og alkoholholdige drikkevarer dupper på overfladen. Jeg kigger forsigtigt tilbage på Olle, og vil gerne se hvordan han har det. Ja, han følger med, selvom det selvfølgelig ikke går særlig stærkt.

Jeg padler for at indhente de hurtigste og beder dem vente lidt, så gruppen samles. Drejer min egen kajak, så jeg kan se alle i gruppen. Spørger om alle sidder godt.

Jeg peger på min yndlingsbadesten. Fortæller at min søster bor på Stora Essingen og at jeg nogle gange padler der og inviterer mig selv på middag. Jeg viser et simpelt rat. Drik noget vand. Alt egentlig mest for at alle får en lille pause.

Da vi fortsætter, padler jeg tættere på Olle og spørger, hvordan han synes, det går.

"Ja, det føles godt. Du har en god attitude her”.

Jeg bliver glad, når han siger det. Han siger det faktisk flere gange i løbet af vores korte lille tur.

En god holdning.

Og tænker, at sådan skal det være, selvom jeg ikke helt ved, hvad han mener. Måske mener han den person, han talte med i telefonen, da han ringede og reserverede. Var det Malin? Måske pigerne og fyrene, der arbejder på kajen og hjælper deltagerne med at komme ind og ud af kajakken og justere deres fodstøtter? Eller mig selv, da jeg havde en briefing på land? Jeg ved det ikke. Måske mener han os alle sammen.

Tidligere afsluttede jeg ofte turen med at lave et kast, altså det der plejede at blive kaldt en eskimo-tur. Vend kajakken og kom op på den anden side, uden at forlade cockpittet. Hvis jeg skal være ærlig, så var det nok mest for at lave noget reklame for vores skuespillerkurser.

Men det har jeg stort set opgivet. Jeg vil ikke have, at deltagerne bliver imponeret af mig, men af ​​kanosporten. Desuden: Hvis jeg nogensinde får komplimentære kommentarer (nå, det sker faktisk!), føler jeg altid et vist ubehag.

Er det janteloven? Min lille bybaggrund? "Lad være med at prale!"

Jeg ved det ikke. Men ros gør mig ofte utilpas.

Jeg dyrker rulleskøjter i poolen om vinteren sammen med rigtig gode padlere. Nogle tilhører det, der må betragtes som Sveriges elite.

Og misforstå mig ikke, de er søde mennesker. Og jeg lærer meget af padlere, der er bedre, end jeg er.

Men alligevel er der ingen undslippe. Det er begynderne, der får mig til at elske dette job!

Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske er det glæden, jeg ser i folks øjne, når de opdager magien ved at glide lydløst hen over en stille vandoverflade. Da det lykkedes mig at få en ængstelig deltager til at føle sig rolig på vandet. Når nogen pludselig forstår at styre med en pagaj, uden ror. Eller bare opdag, at Stockholm bliver en ny fantastisk by, der ser helt anderledes ud end søen.

Du vil blive for imponeret af Stockholm til at padle i Mälaren. Hvis du ikke var klar over det før, så gør du det nu. Vores hovedstad er uforlignelig smuk!

Det bliver heller ikke ligegyldigt i dag. Når det er sagt, så er det kajakoplevelsen, der skal fremhæves, ikke lederen. Jeg aner ikke, om Olle var imponeret over mig. Jeg ved ikke engang, om han syntes, jeg var en særlig god padler. For det var ikke det, han sagde. Han sagde bare:

"Du har en god attitude."

Tak Olle, fordi du sagde det.